Afg20102

Nævnet meddelte i februar 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mindreårig, mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er fra Nahoor-området i Ghazni. Han er hazara, muslim, og han havde ikke i øvrigt været hverken politisk eller religiøst aktiv. Det lagdes til grund, at ansøgeren var 14 år, og at han kun havde begrænsede skolekundskaber. Han kom desuden fra en lille landsby, hvor der efter det oplyste hverken var postvæsen eller telefon. Ved vurderingen af, om ansøgeren var tilstrækkeligt moden til, at det var forsvarligt at foretage en asylbedømmelse, lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren havde forstået, at hans forældre havde fået ham sendt ud af landet, fordi forældrene havde frygtet, at Taleban ville kidnappe ham, ligesom de efter det oplyste havde gjort ved i hvert fald to af hans skolekammerater. Flygtningenævnet tiltrådte derfor, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ved afgørelse af, om ansøgeren herefter opfyldte betingelserne for at få asyl, lagde Flygtningenævnet for det første vægt på, at ansøgerens forklaringer stemte overens med baggrundsoplysningerne, herunder at Taleban kidnappede unge drenge for at benytte disse som selvmordsbombere. For det andet lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren inden for få dage havde oplevet, at Taleban havde opsøgt ham og hans skolekammerater på skolen, og at Taleban to dage senere havde kidnappet to drenge fra ansøgerens skole, der havde gået på vejen et kort stykke foran ansøgeren. For det tredje havde ansøgerens forældre handlet meget hurtigt og resolut, idet de tre dage efter den nævnte kidnapning havde fået sendt ansøgeren bort fra landsbyen og ud af landet. Når der for det fjerde blev taget hensyn til, at beviskravene nødvendigvis under hensyn til ansøgerens alder og modenhed måtte svækkes med hensyn til detaljeringsgrad, fandt Flygtningenævnet ud fra en samlet vurdering, at ansøgeren i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for kidnapning og overgreb fra Talebans side, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/2.