Afg201019

Nævnet meddelte i april 2010 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt 3 børn fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet fandt, at ansøgernes forklaringer til sagen, til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg og i nævnsmødet i alt væsentligt havde været overensstemmende. Nævnet lagde derfor forklaringerne til grund. Den kvindelige ansøger havde forklaret, at hendes tidligere ægtefælle, mens hun havde været gravid med det yngste barn, havde forladt det hjem, hvor de havde levet sammen. Hjemmet havde været et stort hus, hvor også den tidligere ægtefælles 27 år ældre broder havde boet. Denne broder, den tidligere svoger, var en magtfuld klanleder, der endvidere havde tilegnet sig den arv, der var tilkommet hendes tidligere ægtefælle. Efter ca. et år fra den tidligere ægtefælles udrejse, var det blevet bekræftet, at denne var afgået ved døden. Herefter havde svogeren forsøgt at presse den kvindelige ansøger til at gifte sig med sig. Den kvindelige ansøger havde afvist og var herefter blevet udsat for tiltagende grov vold, blandt andet i form af slag og brænding med varme genstande på hænderne, ligesom hun var blevet stukket med en skruetrækker eller kniv. Efter to år var det lykkedes den kvindelige ansøger at flygte til sine forældre i Herat. Hun havde mødt den mandlige ansøger i denne by. De havde aftalt ægteskab, men den mandlige ansøgers familie havde været imod. Da den kvindelige ansøger havde opholdt sig ca. et år hos forældrene i Herat, var svogeren dukket op og havde krævet ægteskab med det samme. Den kvindelige ansøgers fader havde hjulpet hende samme dag med at udrejse. Udrejsen havde fundet sted sammen med den mandlige ansøger og den kvindelige ansøgers tre mindreårige døtre. Den kvindelige ansøger havde efterfølgende fra sin broder i London erfaret, at hendes forældre i Herat var udrejst til Iran på grund af trusler fra den tidligere svoger. Den mandlige ansøger havde forklaret, at hans familie havde været imod det ægteskab, han under flugten havde indgået med den kvindelige ansøger i Tyrkiet. Endvidere var hans forældre i Herat flyttet, da den kvindelige ansøgers tidligere svoger havde truet dem. Da Flygtningenævnet fandt, at det måtte lægges til grund, at den kvindelige ansøgers tidligere svoger gennem længere tid havde udøvet vold og trusler mod hende, efterfølgende havde opsøgt hende i hjembyen Herat og fortsat havde krævet ægteskab og udlevering af de tre mindreårige børn, og at den kvindelige ansøger derfor havde måttet udrejse, ligesom hendes forældre efterfølgende ligeledes havde måttet udrejse på grund af den tidligere svogers trusler, fandt nævnet, at svogerens overgreb mod den kvindelige ansøger indebar, at den kvindelige ansøger ved en tilbagevenden til Afghanistan var i en risiko for overgreb af et omfang og en karakter, som ansøgeren ikke kunne henvises til at søge de afghanske myndigheders beskyttelse imod. Det indgik i denne vurdering, at den mandlige ansøger tillige var blevet opsøgt og udsat for vold af den tidligere svoger, og at også den mandlige ansøgers familie havde måttet flytte på grund af svogerens trusler. Nævnet fandt, at dette bestyrkede oplysningerne om, at den tidligere svoger måtte anses for en magtfuld klanleder. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger, der havde tre mindreårige børn, som den tidligere svoger også havde gjort krav på, da børnene var fra ægteskabet med den kvindelige ansøgers første ægtefælle, ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede overgreb eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet fandt, at den mandlige ansøger, der var udrejst sammen med den kvindelige ansøger og de mindreårige børn, og som var indrejst ca. en uge efter den kvindelige ansøger, som konsekvens af den kvindelige ansøgers forhold tilsvarende havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/19