Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et afghansk ægtepar samt fem børn. Den kvindelige ansøger samt tre børn var indrejst i Danmark i slutningen af 2008, mens den mandlige ansøger samt to børn var indrejst i Danmark i starten af 2009. Flygtningenævnet udtalte, ansøgerne er afghanske statsborgere og etniske hazararer fra Kabul, hvor de havde boet frem til udrejsen i 2008. Den kvindelige ansøger havde ikke anført noget selvstændigt asylmotiv, men havde henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger havde som sit asylmotiv anført, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede Hezb-e-Islami. Uanset om det lagdes til grund, at den mandlige ansøger i forbindelse med, at han sammen med fire venner havde bemandet en kontrolpost for Hezb-e-Islami, var flygtet med de udleverede våben og havde afleveret disse til Hezbe Whadat, kunne dette ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet forkastede den mandlige ansøgers forklaring om, at han på grund af episoden i 1993, i 2008 i sin taxa var blevet kidnappet af tre personer fra Hezb-e-Islami, samt at disse personer sammen med to andre omkring fire måneder senere var trængt ind i hans bolig og havde forsøgt at tage ham med. Flygtningenævnet fandt, at denne forklaring forekom utroværdig. Flygtningenævnet lagde herved lagt vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i Kabul fra 1993 til 2008, uden at han i den periode havde haft problemer med Hezb-e-Islami. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at de påståede frigivelsesbetingelser havde været meget upræcise, ligesom ansøgerens forklaring om overfaldsmændenes flugt fra ansøgerens hus havde virket usandsynlig. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for overgreb eller umenneskelig behandling. Afg/2010/15
