Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt deres fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgerne havde henvist til konflikter med Taliban. Den mandlige ansøger havde i perioden 1995-1997 været tilbageholdt af Taliban, eftersom han havde været kommandant i Harakat E-Islami fra 1980 til 1992. I 2007 havde ansøgernes nabo, der samarbejdede med Taliban, ønsket at indgå ægteskab med ansøgernes mindreårige datter, hvilket ansøgeren havde afslået. Tre uger senere var ansøgerens ældste søn blevet skudt og dræbt. Det var ansøgerens formodning, at han selv havde været målet, idet sønnen havde anvendt ansøgerens motorcykel. Den mandlige ansøger havde efterfølgende modtaget trusselsbreve fra Taliban. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er etniske tadjiker og shia-muslimer fra Herat. Den mandlige ansøger havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede at blive dræbt af Taliban, idet ansøgeren i perioden 1980 – 1992 havde været tilknyttet Harakat E-Islami, og i den sidste del af perioden havde været en profileret kommandant. På denne baggrund havde Taliban nu ønsket, at ansøgeren skulle tilslutte sig Taliban. Ansøgerne gjorde under nævnsmødet ikke gældende, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede asylbegrundende forfølgelse fra de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet fandt ikke, at den mandlige ansøgers tilbageholdelse af Taliban i perioden fra 1995 til 1997 på nuværende tidspunkt kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet havde lagt vægt på, at tilbageholdelserne lå langt tilbage i tid, og at ansøgerne efterfølgende havde boet i området uden problemer med Taliban indtil 2007. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger på grund af sin profilering forud for 1992 på nuværende tidspunkt risikerede asylbegrundende overgreb fra Taliban ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet fandt, at det alene byggede på ansøgernes formodninger, at Taliban havde stået bag drabet på ansøgernes søn i 2007, ligesom det byggede på formodninger, at Talibans mål havde været den mandlige ansøger, og at Taliban havde forvekslet sønnen med den mandlige ansøger. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at der herskede en betydelig usikkerhed med hensyn til tidspunkter for og form og indhold af de angivelige trusler, som den mandlige ansøger skulle have modtaget fra Taliban. Den mandlige ansøger havde desuden opholdt sig i hjemlandet i cirka et år efter drabet på sønnen inden udrejsen. Den kvindelige ansøger havde henvist til den mandlige ansøgers forhold. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at en angivelig Taliban sympatisør havde ønsket at blive gift med ansøgernes mindreårige datter, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Afg/2010/12
