Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk pashto fra Kabul. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han havde været medlem af en hemmelig, navngiven gruppe, hvor medlemmerne ofte var ikke troende muslimer. Ansøgeren havde også været i besiddelse af og udlånt islamkritiske tekster og bøger, hvilket var blevet opdaget ved en ransagning af hans hjem foretaget af myndighederne. Ansøgeren var derefter flygtet fra landet. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således været medlem af en navngiven gruppe gennem en lang årrække, og han havde haft kontakt til andre grupper inden for organisationen. Endvidere havde flere af hans familiemedlemmer, herunder hans fader, været medlemmer af samme gruppe, og de var blevet dræbt i forbindelse hermed. Endvidere var ansøgerens bopæl blevet ransaget af myndighederne kort før ansøgerens udrejse. Under ransagningen havde myndighederne beslaglagt en række islam-kritiske bøger. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at det måtte antages, at ansøgeren risikerede forfølgelse af grunde, der var omfattet af Flygtningekonventionen, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Afg/2009/46