Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er hazara, muslim og fra Ghazni-provinsen. Han havde efter det oplyste ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv, men havde været tilknyttet en milits. Han var efter sin forklaring flygtet fra Afghanistan i 2002. Efter dette tidspunkt havde han kun kortvarigt opholdt sig i Afghanistan, og han havde herefter hovedsageligt haft ophold i Iran. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han havde overværet to militsfolk dræbe en kommandant, at disse to personer havde tvunget ham til at underskrive en erklæring om, at det var ham (ansøgeren), der havde dræbt kommandanten, og endelig at kommandantens familie måtte formodes at ville hævne sig på ansøgeren og gøre ham ansvarlig for drabet. Nævnet tilsidesatte ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som utroværdig. Ved afgørelsen heraf lagde nævnet vægt på, at det ikke forekom troværdigt, at ansøgeren dels skulle have overlevet et angreb på kommandanten, da det måtte formodes, at militsfolkene ville slette alle spor efter nedskydningen af deres overordnede. Det forekom også utroværdigt, at militsfolkene skulle få ham til at underskrive en erklæring om, at han var skyldig i drabet på kommandanten, uden at de efter det oplyste gjorde brug af erklæringen, der ifølge ansøgerens forklaring var blevet underskrevet cirka en måned før hans flugt. I øvrigt kunne nævnet tiltræde Udlændingeservices vurdering af, at historien om, at ansøgeren som næsten nytiltrådt 18-årig skulle kunne dræbe en kommandant med sit følge, var så usandsynlig, at ingen af de relevante myndighedspersoner eller andre måtte formodes at fæste lid hertil. Hertil kom, at ansøgerens forklaring om, at han herefter skulle være tilbageholdt i to måneder, var utroværdig. Hvis militsfolkene– som ansøgeren nu hævdede ville dræbe ham – ønskede at dræbe ham, kunne de have gjort det i de to måneder, hvor han efter det oplyste var blevet tilbageholdt af dem. Endelig forekom ansøgerens forklaring om sin flugt fra cellen som utroværdig. Hans beskrivelse af forløbet fremstod således ikke efter nævnets vurdering som en selvoplevet begivenhed. Nævnet tilsidesatte derfor ansøgerens forklaring om sit væsentligste asylmotiv som utroværdig, og ansøgeren havde ikke sandsynliggjort, at han på andet grundlag ved sin tilbagevenden til Afghanistan ville være i en asylrelevant risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. Afg/2009/39
