Afg200936

Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2009. Ansøgere er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Kabul. Ansøgeren var vendt tilbage til Kabul i 2008 efter at have boet med sin familie i Iran i 12 år. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hans fader havde været medlem af partiet Hezb-e Harekat, og at faderen var død som martyr, hvilket ansøgeren havde fortalt til beboerne i området i Kabul, hvor alle de andre beboere havde været tilhængere af partiet Hezb-e Wahdat, som havde kæmpet mod Hezb-e Harekat. Ansøgeren var herefter ved flere lejligheder blevet chikaneret og kommet i håndgemæng med nogle af de lokale beboere. Én af de personer, som ansøgeren havde været i konflikt med, arbejdede for politiet. På et tidspunkt havde ansøgeren slået en person med en sten, hvilket efterfølgende var blevet løst ved, at ansøgerens familie havde betalt en erstatning til den skadelidte. Ved en efterfølgende episode havde ansøgeren slået to personer ned med en stok, efter at personerne havde chikaneret ansøgerens søster. Efter den sidste episode var ansøgeren nødt til at udrejse, da en forsoning ikke længere havde været mulig. På grund af konflikten med personen, der var ansat i politiet, var ansøgeren blevet truet med at blive udsat for vold og sat i fængsel. Flygtningenævnet tiltrådte Udlændingeservices vurdering af, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at få behandlet sin ansøgning om asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at de chikanerier, ansøgeren havde været udsat for i Kabul, eller de konflikter, ansøgeren havde haft sammesteds, kunne anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at hverken chikanerierne eller konflikterne havde haft en sådan intensitet eller omfang, at disse kunne sidestilles med forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøgerens frygt for at blive efterstræbt af myndighederne i Afghanistan kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke nærmere havde konkretiseret, at myndighederne skulle efterstræbe ham. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft konflikter med myndighederne. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerens forklaring om, at én af de personer, som han havde været i slagsmål med, havde været ansat ved politiet, ikke kunne lægges til grund, da denne forklaring først var fremkommet i forbindelse med samtalen med den beskikkede advokat. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb eller umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2009/36