Nævnet meddelte i november 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborgerfra Afghanistan. Indrejst i 2004. I 2005 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2009 genoptog Flygtningenævnet sagen grundet sagens karakter. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren var indrejst og havde søgt asyl i Danmark i 2004. Det fremgik af den asylsag, som Flygtningenævnet havde afgjort i 2005, at ansøgeren såvel overfor Udlændingeservice som overfor nævnet havde forklaret udførligt og konsistent om sit asylmotiv. Ansøgeren havde oprindeligt som asylmotiv henvist til den tvang, han havde været udsat for fra sin far, der som et lokalt indflydelsesrigt medlem af en religiøs organisation og som strengt religiøst fokuseret havde anvendt trusler og vold og ved en bestemt lejlighed pistolskud mod ansøgeren for at tvinge ansøgeren til træning som Jihad-kriger samt indgå ægteskab med en dengang 13-årig kusine. I 2006 havde ansøgeren anmodet om genoptagelse af asylsagen navnlig under henvisning til, at han i 2006 var konverteret til kristendommen. Det fremgik, at ansøgeren var aktivt deltagende i et kristent trossamfund, og at han i 2006 var blevet døbt. Ansøgerens oplysninger herom forelå bekræftet ved erklæring fra trossamfundet. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at han på grund af konverteringen havde mødt modstand og afstandtagen fra herboende afghanere, der var bekendt med konverteringen. I sommeren 2006 havde ansøgerens advokat indklaget Danmark for FN’s Menneskerettighedskomité. I processkrift fra starten af 2009 til komitéen havde advokaten blandt andet henvist til en erklæring fra trossamfundet om ansøgerens fortsatte aktive deltagelse i trossamfundet siden 2006 samt til den betydning, herboende afghaneres viden om konverteringen havde haft for ansøgerens ophold i Danmark og ansøgerens risici ved en tilbagevenden til Afghanistan. Det fremgik af advokatindlægget til nævnsmødet og af ansøgerens forklaring i nævnsmødet videre blandt andet, at ansøgeren fortsat var aktiv i det kristne trossamfund, at ansøgeren ikke havde haft kontakt med sin familie siden indrejsen og ikke vidste, om familien fortsat opholdt sig i Pakistan eller Afghanistan, at ansøgeren på grund af modstand fra herboende afghanere grundet konverteringen fortsat holdt ”lav profil”, og at ansøgeren frygtede for de oplysninger om hans konvertering, der var tilgået og ville kunne tilgå afghanere i Afghanistan. Nævnet bemærkede, at ansøgeren også i nævnsmødet havde forklaret konsistent og uden at udbygge sine oplysninger. Nævnet lagde derfor vægt på ansøgerens oplysninger om faderens tvang og indflydelse i den religiøse organisation, den manglende kontakt med ansøgeren familie og det oplyste om ansøgerens forhold i Danmark under den tid, der var forløbet. Nævnet fandt, at oplysningerne om ansøgerens faste og vedholdte tilknytning til en kristen kirke og konvertering til den kristne tro havde afgørende betydning. Nævnet fandt derfor efter en samlet vurdering af de oplysninger, der nu forelå for nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan, hvor han måtte antages at være uden familienetværk og uden støtte i sin tidligere omgangskreds, ville kunne risikere en forfølgelse grundet sin kristne tro og tilhørsforhold, hvilken forfølgelse de afghanske myndigheder måtte antages ikke at kunne beskytte ansøgeren imod. På denne baggrund fandt nævnet, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2009/33
