Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Generelle forhold
Konsekvensstatus
Beviskrav og bevisvurdering U
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hendes fader havde været kommandant for Hezb-e Wahdat og derpå for Taliban. Efter amerikanernes invasion af landet i 2001 blev ansøgerens familie dræbt af en raket. Ansøgeren havde herefter boet hos én af faderens venner frem til udrejsen. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at ansøgerens fader havde været kommandant først for Hezb-e Wahdat og derpå for Taliban, idet han havde overgivet sig til Taliban. Det måtte endvidere lægges til grund, at raketangrebet, hvorunder faderen og den øvrige familie var blevet dræbt, havde sammenhæng med faderens aktiviteter som kommandant. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at angrebet var kommet enten fra Taliban eller Hezb-e Wahdat. Det måtte lægges til grund, at ansøgeren herefter havde taget ophold hos faderens ven i landsbyen, hvor hun havde opholdt sig i et til halvandet år. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren i den periode var blevet efterstræbt, idet oplysning herom først var fremkommet under nævnsmødet, og der således var tale om en udbygning af ansøgerens forklaring. De generelle forhold i Afghanistan, herunder for enlige kvinder, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde vægt på, at ansøgeren kun havde været en ung pige, da faderen var blevet dræbt, at hun under opholdet i landsbyen igennem en længere periode ikke var blevet udsat for problemer, at hun var udrejst, alene fordi faderens ven, som hun havde opholdt sig hos, selv havde fået problemer, og at hun i øvrigt fremstod som helt uprofileret. Herefter fandt flertallet af Flygtningenævnets medlemmer ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Afg/2009/3