Afg200924

Nævnet meddelte i september 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i slutningen af 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens far havde været et højtstående medlem af PDPA. I overensstemmelse med ansøgerens faders forklaring i sin asylsag lagdes det til grund, at faderen havde måttet flygte, efter at Mujahedin var kommet til magten i 1992, på grund af et modsætningsforhold til forskellige Mujahedin-grupper. Faderen havde desuden været tilbageholdt af Mujahedin i to år, og ansøgerens mor var gentagne gange blevet opsøgt af Mujahedin og udsat for hårdhændet behandling. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens mor havde været tilbageholdt af Taleban, der havde eftersøgt ansøgerens fader. Ansøgerens far var blevet meddelt opholdstilladelse her i landet i slutningen af 2001. Ansøgerens mor og tre af ansøgerens søskende var i sommeren 2006 blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, under henvisning til ansøgerens faders forhold. To af ansøgerens øvrige søskende var i foråret 2007 blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, ligeledes under henvisning til ansøgerens faders forhold. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at også ansøgeren, der ikke havde noget netværk i hjemlandet, som følge af faderens profilering under Najibullahs regime, ved en tilbagevenden til hjemlandet måtte anses for at være i en reel risiko for asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet bemærkede herved, at det fremgik af det foreliggende baggrundsmateriale, at højtstående medlemmer af PDPA fortsat, som følge af deres tidligere position, kunne være i risiko for forfølgelse, hvis de havde konflikter med de daværende magthavere i Afghanistan. Afg/2009/24