Nævnet meddelte i maj 2009 opholdstilladelse (B–status) til en mandlig ansøger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren var mindreårig. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsprocedure efter en vurdering af ansøgerens fremtræden i nævnsmødet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer tillagde det vægt, at ansøgeren havde afgivet en konsistent og troværdig forklaring både til sagen, til den beskikkede advokat ifølge advokatindlægget og i nævnsmødet. Ansøgeren havde forklaret uforbeholdent, og de få og i øvrigt mindre betydende misforståelser, der havde været i forhold til det gengivne i politirapport af 17. september 2008, måtte anses for at bero på tolkeproblemer. Ansøgerens alder på 16 år ifølge personundersøgelseserklæring af 19. december 2008 ansås tilsvarende for i alt væsentligt at stemme med ansøgerens oplysning om, at han ved indrejsen havde været 15 år. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring, herunder ansøgerens relativt få konkrete oplysninger om faderens rolle og politiske aktivitet og betydning, lagde et flertal af Flygtningenævnets medlemmer til fordel for ansøgeren vægt på ansøgerens alder, på det anførte om ansøgerens troværdighed i øvrigt, og på at ansøgeren havde oplysningerne fra sin mor. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde herefter til grund, at ansøgerens forældre havde baggrund som hazaraer og shia-muslimer fra et distrikt i Ghanzni-provinsen i Afghanistan. Ansøgerens far havde været politisk aktiv og havde haft indflydelse i lokalområdet og havde i forbindelse med Talebans tilstedeværelse i tiden omkring 1998 valgt at søge at samarbejde med Taleban, således at hazara-familierne i området derved havde kunnet opnå beskyttelse over for de tilstedeværende pashtunere. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde til grund, at faderen var blevet udsat for overgreb og havde været i konflikt med andre hazara-familier og pashtunere i området, idet han var blevet anset for en form for spion for Taleban. Da en granat var blevet kastet ind i familiens ejendom, og faderen derved var blevet såret i benet, havde faderen umiddelbart herefter med sin familie valgt at tage til Iran. Ansøgeren, hans søskende og mor var nået frem til Teheran, men faderen var forsvundet under rejsen, og ansøgeren havde ikke haft kontakt med sin far siden. Flugten skete omkring år 2000, hvor ansøgeren var omkring syv eller otte år gammel. Ansøgeren havde herefter haft ophold med sin mor og søskende i Shorabad-området i Teheran, hvor ansøgeren og hans søskende efter moderens pålæg herom udadtil havde levet under et andet navn end faderens. Familien havde ikke haft kontakt med andre hazara-familier fra Afghanistan og havde alene haft kontakt til muligt en fjernere slægtning, som ansøgeren havde kaldt morbror. Denne havde i et vist omfang hjulpet familien men havde også af hensyn til sin egen sikkerhed afvist nærmere kontakt. Det var dog den nævnte morbror, der konkret både praktisk og økonomisk havde hjulpet ansøgeren, da han i 2007 sammen med sin mor og søskende af de iranske myndigheder var blevet pågrebet med henblik på udsendelse til Afghanistan, fordi de ikke havde opholdstilladelse. Morbroderen havde arrangeret ansøgerens flugt til Europa, fordi morbroderen ikke havde anset ansøgeren for at være i sikkerhed i Teheran eller i Afghanistan. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde videre til grund, at ansøgerens mor og søskende nu ved den nævnte morbroders hjælp på ny var udrejst fra Afghanistan og havde ophold hos ham. Under de ovennævnte omstændigheder fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at ansøgeren, der var familiens ældste søn, ved en tilbagevenden til hjemområdet i Afghanistan, hvor han efter det oplyste hverken havde familie eller andet netværk, risikerede en umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter stemmeflertallet fandt nævnet derfor, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Afg/2009/15
