Nævnet meddelte i marts 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk hazara fra Ghazi-provinsen i Afghanistan, og at ansøgeren siden han var fem år gammel havde opholdt sig i først Pakistan og senere i Iran uden, at han havde haft en gyldig opholdstilladelse. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, herunder om årsagerne til, at ansøgeren og hans fader og to søstre måtte forlade Afghanistan. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgerens farbroder, som familien havde boet sammen med, i 1998 havde dræbt to pashtunere under en konflikt om noget jord. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt på denne baggrund, at der var grundlag for at antage, at ansøgeren ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at ville blive underkastet umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, ved en tilbagevenden til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2009/11