Nævnet meddelte i marts 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde henvist til, at han i hjemlandet – mens han havde arbejdet som fårehyrde – var blevet rekrutteret af en for ansøgeren ukendt mand til en træningslejr for unge drenge og unge mænd, og blandt andet var blevet trænet i at fungere som selvmordsbomber. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede ansøgeren, at han ville blive hvervet igen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tadjik fra Faryab-provinsen, at han ikke havde været politisk aktiv, og at han ikke havde haft problemer med myndighederne. Uanset at ansøgeren på nogle punkter havde forklaret upræcist om det påberåbte asylmotiv, kunne et flertal afFlygtningenævnets medlemmer efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, herunder hans fremtræden for Flygtningenævnet, ikke tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at ansøgeren var blevet lokket til at tage med af en mand, at ansøgeren herefter var blevet anbragt i en kælder, hvor der havde været cirka 40-50 drenge og unge mænd, at manden og andre havde trænet dem som selvmordsbombere, at ansøgeren havde opholdt sig i cirka seks måneder i kælderen, at det var lykkedes for ansøgeren at flygte i forbindelse med en flytning af drengene, at ansøgeren var kommet tilbage til sin arbejdsgiver som hyrde, og at han havde stjålet og solgt syv af arbejdsgiverens får i forbindelse med udrejsen. Flygtningenævnets flertal fandt på denne baggrund, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Afg/2009/10