Nævnet stadfæstede i april 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet lagde ved sagens afgørelse til grund, at ansøgeren er etnisk hazara fra Afghanistan og er født og opvokset i Kabul, men senere flyttede til Mazar-e-Sharif. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren og hans broder i 1998, efter at Taleban for anden gang havde erobret Mazar-e-Sharif, var blevet anholdt og herefter tilbageholdt frem til 2001, hvor de blev løsladt uden betingelser. Det lagdes yderligere til grund, at ansøgeren under tilbageholdelsen, især i den første tid, var blevet udsat for hårdhændet behandling. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at Taleban ikke på afgørelsestidspunktet udgjorde nogen magtfaktor i Kabul eller i Mazar-e-Sharif området. Flygtningenævnet lagde herudover vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren var helt uprofileret. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde haft konflikter med de nuværende magthavere. Flygtningenævnet fandt ikke, at den behandling ansøgeren havde været udsat for under tilbageholdelsen af Taleban i sig selv kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet forkastede ansøgerens forklaring om, at hans farbroder som følge af en jordstrid var blevet dræbt, og at ansøgeren og hans fader som følge heraf efterstræbtes af en fætter i Afghanistan. Flygtningenævnet fandt, at denne forklaring virkede usandfærdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2008/9
