Afg20083

Nævnet stadfæstede i februar i 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde angivet, at han frygtede overgreb fra Talebans side som følge af, at faderen havde nægtet at samarbejde med Taleban og ligeledes havde nægtet at lade sine sønner slutte sig til Taleban. Ansøgeren frygtede endvidere overgreb som følge af, at Taleban skulle have mistanke om, at deres skjulested var blevet røbet af ansøgeren eller faderen. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren for så vidt angik faderens position på hjemegnen havde udbygget sin forklaring, idet det ikke forud for ansøgerens samtale med den beskikkede advokat fremgik af sagen, at faderen og farfaderen havde været stammeledere og havde haft betydelig indflydelse på den lokale befolkning. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring om asylmotivet forekom usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Det forekom usandsynligt, at Taleban skulle have lovet ansøgerens fader alle de penge og våben, som han måtte ønske sig, hvis han sluttede sig til Taleban. Det bemærkedes herved, at faderen havde været imod Taleban og havde sympatiseret med modstandere af Taleban. Ansøgerens forklaring om, at han under et besøg af Taleban på bopælen havde sneget sig tilbage og lyttet ved vinduerne, og at Taleban herefter havde beskyldt faderen for, at deres skjulested var blevet afsløret, fordi ansøgeren havde fulgt efter Taleban, virkede konstrueret. Hvis Taleban havde den opfattelse, at deres skjulested var blevet røbet med den følge, at flere medlemmer var blevet dræbt og såret, forekom det usandsynligt, at Taleban ville have indskrænket sig til i første omgang at efterlade et brev til familien, hvori man havde redegjort for mistanken og var fremkommet med trusler på livet. Hvis det havde forholdt sig som angivet af ansøgeren, forekom det endvidere usandsynligt, at faderen skulle have sendt ansøgeren alene afsted til Kabul med en større sum penge, mens resten af familien var forblevet i hjemmet. Efter det anførte fandtes det ubetænkeligt at forkaste ansøgerens forklaring om asylmotivet. Det bemærkedes herved tillige, at det ikke understøttede ansøgerens troværdighed, at han ved indrejsen i Danmark havde været i besiddelse af en række håndskrevne papirer, der med ansøgerens navn påført indeholdt en konstrueret forklaring om et asylmotiv, som dog var forskellig fra ansøgerens forklaring, og som indeholdt angivelser af spørgsmål, der typisk stilles i forbindelse med behandling af en asylsag. Herefter fandtes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1, eller for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2008/3