Afg200821

Nævnet stadfæstede i december 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mindreårig mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren havde til støtte for sin asylansøgning navnlig gjort gældende, at han ved eventuel tilbagevenden til Logar-provinsen i Afghanistan, hvor hans familie stammer fra, ville være i risiko for overgreb eller anden form for forfølgelse fra to navngivne personer, der havde konfiskeret familiens jord. Jordstriden havde været grunden til, at ansøgeren og hans familie for 11 år siden var udrejst af hjemlandet til Iran. Dette fremgik af en erklæring, som ansøgerens fader havde fremskaffet til brug for sagen, og hvori faderens identitet var bekræftet af de lokale myndigheder i en by i Logar-provinsen. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette kunne begrunde, at der meddeltes ansøgeren beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet lagde herved vægt på, at forholdene lå langt tilbage i tid. Det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke ville have nær familie eller fast ejendom her, kunne ikke i sig selv føre til et andet resultat. Flygtningenævnet fandt ej heller, at ansøgeren ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter reglerne i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ej heller grundlag for at udsætte sagen på, at der blev tilvejebragt nærmere oplysninger om magtforholdene i Logar-provinsen. Afg/2008/21