Afg200820

Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kabul. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Afghanistan og til, at hun ved en tilbagevenden risikerede overgreb, fordi hun var enlig kvinde uden netværk og ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse. Ansøgeren havde under sagens behandling i nævnet tillige henvist til ansøgerens faders høje profilering som højt stående officer under PDPA-regeringen. Ansøgeren havde endeligt henvist til, at hun under sit ophold i Pakistan, hvor hun havde boet fra 2000 til indrejsen i Danmark i 2007, havde været udsat for chikane og trusler. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens faders profilering som general under PDPA-regeringen indtil 1992 kunne begrunde opholdstilladelse for ansøgeren efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at faderens aktiviteter for PDPA lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren dengang kun var 5-6 år gammel, og at ansøgeren ikke under sit ophold i Pakistan havde haft konflikter på grund af faderens forhold. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet på tidspunktet for nævnsafgørelsen ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 på grund af sin faders forhold. Flygtningenævnet fandt ikke, at den chikane, som ansøgeren havde været udsat for i Pakistan kunne antages at vedrøre forhold, der havde betydning for vurderingen af, om ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl i forhold til Afghanistan. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige forhold i Afghanistan, herunder for enlige kvinder, i sig selv var af en sådan karakter, at de var asylbegrundede. Afg/2008/20