Afg20082

Nævnet stadfæstede i februar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i januar 2007. Ansøgerens ægtefælle bor i Danmark. Det fremgår af sagen, at ansøgeren siden 2003 har arbejdet for forskellig udenlandske og internationale organisationer som chauffør, tolk m.v. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til frygt for overgreb fra sin biologiske familie, der er tilknyttet Taleban. Nævnet havde ikke grundlag for at betvivle ansøgerens forklaring om sine forskellige ansættelser hos udenlandske organisationer. Nævnet kunne imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om de overgreb og trusler, han skulle have været udsat for i dette forløb. Nævnet bemærkede, at forklaringen var divergerende og udbygget. Ansøgeren havde navnlig vedrørende en knivepisode afgivet indbyrdes forskellige forklaringer såvel i asylskema, som under samtalen med Udlændingeservice og i nævnet. Ansøgerens forklaring om eksistensen af trusler stemte heller ikke overens med, at han først var udrejst efter opnåelse af besøgsvisum, og at han først havde søgt om asyl efter udløbet af visumperioden. Det bemærkedes endelig, at det forhold, at ansøgeren havde arbejdet for udenlandske organisationer ikke i sig selv var asylbegrundende. Afg/2008/2