Afg200818

Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt et barn. Indrejst i november 2008. Ansøgeren nægtede at indgå ægteskab med den mand, som hendes familie havde valgt til hende, og giftede sig i stedet med en anden mand. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren, navnlig i advokatindlægget og under nævnsbehandlingen, havde afgivet divergerende forklaringer om sit asylmotiv i forhold til hendes oprindelige forklaring til registreringsrapporten og til hendes asylskema. I hendes registreringsrapport havde hun angivet, at hun var arrangeret forlovet, men ikke havde ønsket at gifte sig med vedkommende, og at hun havde fået afslag på familiesammenføring, hvorfor hendes sidste mulighed havde været at søge asyl. Til asylskemaet havde hun angivet, at hun ikke ønskede at føde og opfostre sit barn uden dets fader, og at hun ønskede at studere videre her i Danmark. Endvidere havde hun angivet, at hendes forlovede i Afghanistan var analfabet. Under nævnsbehandlingen og i advokatindlægget havde ansøgeren uddybet sidstnævnte bemærkning derhen, at hendes forlovede var ud af en magtfuld familie, og at hun havde hørt, at han studerede på universitetet. Uanset om dele af hendes forklaring måtte kunne lægges til grund for sagen, herunder at hun via sin familie havde modtaget diverse verbale og skriftlige trusler fra den forlovede i Afghanistan, lagde Flygtningenævnet vægt på, at hun havde opholdt sig i Iran i flere år efter, at hun var blevet gift med sin ægtefælle, uden at hun have været udsat for overgreb fra den forlovede eller dennes familie. Efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger fandt Flygtningenævnet det herefter ikke sandsynliggjort af hende, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i konkret, individuel risiko for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun ville være i reel risiko for overgreb fra hendes tidligere forlovede omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren ville være enlig kvinde uden netværk ved en eventuel tilbagevenden til sit hjemland, fandtes ikke at kunne føre til noget andet resultat. Endelig bemærkede Flygtningenævnet, at nævnet ikke havde fundet tilstrækkeligt grundlag til at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice, som følge af hendes ægtefælles forhold, da det forelå oplyst for nævnet, at Udlændingeservices asyl- og visumafdeling i 2006 havde givet afslag på familiesammenføring, idet man ikke fandt, at ansøgerens ægtefælle ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, selvom han havde fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, i 2001. Afg/2008/18