Nævnet meddelte i maj 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1986. Indrejst i juni 2006. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tadjik og født og opvokset i Kabul. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv, og han havde ikke haft problemer med myndighederne i Afghanistan før en anholdelse umiddelbart før udrejsen. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han var blevet ven med en amerikansk soldat, som han havde drøftet religion med og muligheden for at komme til USA via Pakistan, hvor ansøgeren skulle konvertere til kristendommen. Ansøgeren fik i den forbindelse papirer med navnet på en kristen organisation i Pakistan, som han skulle kontakte. Disse papirer tog politiet i forbindelse med hans anholdelse, og han blev beskyldt for, at have agiteret for kristendommen. Flygtningenævnet fandt ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at kunne forkaste ansøgerens forklaring. Herefter havde myndighederne fået kendskab til, at ansøgeren forsøgte at konvertere til kristendommen og blev beskyldt for at have agiteret for kristendommen. På denne baggrund og henset til baggrundsoplysningerne fandt nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse. Afg/2007/8