Nævnet meddelte i december 2007 opholdstilladelse (B-status) til en mindreårig mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim. Under udrejsen fra Afghanistan var ansøgeren blevet adskilt fra sin familie. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren var 16 år og var præget af en kortvarig skolegang. Ansøgerens forklaring måtte vurderes i lyset heraf. Ansøgeren havde under sagen forklaret konsistent. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring om et drab, ansøgerens far havde begået, til grund, og at ansøgeren som følge heraf forventede at blive udsat for blodhævn. Efter det om forholdene i Afghanistan oplyste, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og at myndighederne ikke ville være i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse herimod. Afg/2007/22