Nævnet stadfæstede i november 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst 2000 som familiesammenført. Ansøgt om asyl i 2002. Senere samme år opgav ansøgeren sin opholdstilladelse og asylansøgning og udrejste sammen med sin ægtefælle til Afghanistan. I Afghanistan blev ansøgeren og ægtefællen chikaneret som følge af tegningesagen. På den baggrund indrejste ansøgeren igen i Danmark i 2006 og søgte asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at den chikane, som ansøgeren og ansøgerens ægtefælle måtte have været udsat for på grund af de danske Muhammed-tegninger, havde haft et sådant omfang og en sådan intensitet, at den kunne sidestilles med en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. De konflikter, som ansøgeren havde oplyst om i ansøgningen om asyl i 2002, kunne ikke begrunde opholdstilladelse for ansøgeren efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren frivilligt var vendt tilbage til hjemlandet i 2002 og frafaldet sin daværende ansøgning om asyl. Ansøgeren havde desuden henvist til, at ansøgerens børn med familier havde bopæl i Danmark, og at ansøgerens ægtefælle opholdt sig i Pakistan, hvorfor der ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke ville være nogen til at forsørge ansøgeren. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse forhold var af en karakter, der kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Afghanistan herunder for enlige kvinder kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2007/19
