Nævnet stadfæstede i juni 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i september 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde angivet som sit asylmotiv, at han i perioden 1995-1998, indtil han blev anholdt og fængslet af Taleban, havde været politisk aktiv i Jamiat, og i den forbindelse var kommet i et modsætningsforhold til tre navngivne Jamiat-kommandanter, som han havde kritiseret. Ansøgeren havde ikke nærmere konkretiseret, hvilken forfølgelse de pågældende på det tidspunkt havde udsat ham for eller truet ham med. Ansøgeren havde herudover fremlagt kopier af to arrestordrer, som han skulle have fået tilsendt i 2003 under ophold i Iran. I 2004 havde ansøgeren kortvarigt været tilbage i hjemområdet. Flygtningenævnet fandt, at forklaringen om et angreb på en vens hus umiddelbart efter ansøgerens ankomst, men medens ansøgeren og vennen havde været på besøg hos en bekendt, forekom konstrueret og utroværdig. Ansøgeren havde ikke herudover oplyst om omstændigheder, der tydede på, at de pågældende kommandanter havde efterstræbt ham. Ansøgerens oplysninger om, at hans familie var forsvundet, passede dårligt med hans oplysninger om, at familien havde betalt for hans løsladelse, og at han havde haft kontakt med sin bror i 2003. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han risikerede forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Afg/2007/18