Afg200713

Nævnet stadfæstede i september 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han frygtede forfølgelse som følge af, at han havde arbejdet for Taleban og herunder særligt som følge af, at han havde deltaget i afbrænding af huse i et nærmere angivet område. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde arbejdet som køkkenmedhjælper for Taleban i en periode på cirka to år frem til Talebans fald i 2001. Nævnet bemærkede vedrørende den del af ansøgerens forklaring, som havde angået deltagelse i afbrændinger i området, at der havde været visse uoverensstemmelser. Af baggrundsoplysningerne fremgår, at afbrændingen i området fulgte efter en Taleban offensiv i slutningen af sommeren 1999, mens ansøgerens tidsangivelser havde placeret hændelserne noget senere. Endvidere havde hans forklaring om, hvornår han havde fået at vide, hvad aktionen havde gået ud på, været divergerende. Uanset den tvivl, der herefter bestod med hensyn til ansøgerens mulige deltagelse i afbrændinger i området, lagde nævnet ved vurderingen til grund, at han som menig soldat havde deltaget i de nævnte afbrændinger. Nævnet fandt imidlertid ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han risikerede forfølgelse som følge heraf. Nævnet kunne således ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han i 2004 – fire til fem år efter hændelsen – af en person, der ikke i forvejen havde kendt ansøgeren, var blevet genkendt som værende en af deltagerne i afbrændingerne. Nævnet fandt det usandsynligt, at en person efter så lang tid havde kunnet udpege ansøgeren som en af de mange personer, der havde deltaget i afbrændingerne. Som følge heraf tilsidesatte nævnet også den del af ansøgerens forklaring, som havde angået tilbageholdelsen og den efterfølgende flugt fra fængslet. Efter det anførte lagde nævnet således til grund, at ansøgeren havde kunnet opholde sig i Kabul i flere år før udrejsen uden at blive udsat for problemer, og nævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren, der ikke kunne anses for profileret Taleban-tilhænger, havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville blive udsat for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2007/13