Nævnet meddelte i juli 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet i 2006 traf afgørelse om, at ansøgeren isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han som følge af, at han flere gange havde udført henrettelser og havde optrådt voldeligt over for Mujahedin-fanger, var udelukket fra beskyttelse i medfør af Flygtningekonventionens artikel 1 F (a). Ved vurderingen i 2006 havde nævnet tilsidesat den forklaring, som ansøgeren havde afgivet under nævnsmødet om, at han alene havde deltaget i én henrettelse, og at han havde måttet udføre ordren om at skyde fangerne, fordi en overordnet med pistol havde truet med at slå ansøgeren ihjel, hvis han ikke udførte ordren. Nævnet besluttede i 2007 at imødekomme en begæring fra ansøgeren om genoptagelse af sagen, efter at Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager i forbindelse med sin undersøgelse af, om der skulle rejses en straffesag mod ansøgeren for dennes handlinger i Afghanistan, havde besluttet at indstille efterforskningen under henvisning til retsplejelovens § 749, stk. 2. I statsadvokatens brev fra december 2006 er blandt andet anført, (uddrag af oprindelige præmis, red.) at det ”… På baggrund af ansøgerens forklaring er min vurdering, at han på tidspunktet for det mulige drab på fangerne var udsat for en sådan alvorlig og overhængende trussel mod sit eget liv, at der må antages at foreligge en objektiv straffrihedsgrund i form af omstændigheder, der indebærer, at det i den givne situation ikke kunne kræves af ansøgeren, at han afholdt sig fra (muligvis) at begå en forbrydelse. Baseret på erfaringer fra undersøgelser af sager i Afghanistan finder jeg endvidere, at det må anses for usandsynligt, at det ville være muligt ved yderligere efterforskning at underbygge rigtigheden af ansøgerens forklaring og herunder fastslå, om fangerne overhovedet blev dræbt. En eventuel straffesag ville således alene skulle afgøres på grundlag af ansøgerens forklaring i den form den måtte foreligge på tidspunktet for en eventuel domsforhandling. Jeg har derfor i dag i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, besluttet at indstille efterforskningen”. Statsadvokaten havde således ikke fundet det muligt at foretage en nærmere efterforskning til efterprøvelse af ansøgerens forklaring og havde alene foretaget sin vurdering af, om det var muligt at drage ansøgeren strafferetligt til ansvar, på baggrund af ansøgerens egen forklaring. Nævnet bemærkede, at den forklaring, som ansøgeren havde afgivet over for statsadvokaten, svarede til den forklaring, som Flygtningenævnet ved afgørelsen fra 2006 havde forkastet for så vidt angår, at ansøgeren alene skulle have deltaget i en henrettelse, og at han under udførelsen konkret var blevet truet med et skydevåben. Det forhold, at statsadvokaten havde vurderet, at det ikke ville være muligt at gennemføre en straffesag til domfældelse alene på baggrund af denne forklaring, indebar ikke i sig selv, at nævnet herefter måtte lægge denne forklaring til grund for sin vurdering, herunder vurderingen af, om der – uanset at statsadvokaten efter denne forklaring havde vurderet, at der forelå en objektiv straffrihedsgrund – fortsat var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren havde begået forbrydelser, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i Flygtningekonventionen. Ved vurderingen under genoptagelsen måtte nævnet derfor atter foretage en troværdighedsvurdering, hvori tillige indgik de forklaringer, som ansøgeren tidligere havde afgivet til Udlændingeservice. Nævnet bemærkede, at ansøgeren under nævnsmødet havde givet indtryk af, at han på grund af sit dårlige helbred havde haft vanskeligt ved at fastholde, hvad han var blevet spurgt om, og at dette flere gange havde givet anledning til misforståelser. Nævnet fandt derfor, at det var muligt, at der kunne være opstået misforståelser under samtalen med Udlændingeservice, som kunne forklare, at det fremtrådte, som om ansøgeren havde deltaget i flere henrettelser af fanger. Med hensyn til spørgsmålet om, under hvilke omstændigheder ansøgeren havde udført ordren om at skyde på de tilfangetagne, bemærkede nævnet, at det i referatet fra samtalen med Udlændingeservice fra september 2006 var anført, at ansøgeren havde forklaret, at han havde udført ordren, da han ellers selv ville være blevet henrettet som følge af lydighedsnægtelse. Hvad der nærmere lå heri, var tilsyneladende ikke havde uddybet under samtalen med Udlændingeservice, heller ikke i den efterfølgende samtale i oktober 2006. Ansøgeren havde i forbindelse med den oprindelige nævnsbehandling og ligeledes over for statsadvokaten forklaret, at han i forbindelse med ordren til at skyde på de tilfangetagne først havde nægtet at udføre ordren og derefter selv var blevet truet med en pistol af en overordnet. På denne baggrund fandt nævnet, at der bestod en sådan tvivl om de nærmere omstændigheder i forbindelse med den omtalte henrettelse, at der ikke forelå den krævede alvorlige grund til at antage, at ansøgeren havde begået en forbrydelse, som er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 F (a). Da det tiltrådtes, at ansøgeren isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeltes ansøgeren herefter opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Afg/2007/12
