Nævnet stadfæstede i august 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2005. Sagen blev i efteråret 2006 udsat med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger. Sagen er efterfølgende afgjort ved skriftlig votering. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han, der er etnisk hazara, risikerede etnisk forfølgelse i sit hjemområde. Ansøgeren har under sagens behandling oplyst, og senest under nævnsmødet i 2006, at han kommer fra et nærmere navngivent område. Det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar af 4. december 2006, at hazaraer dominerer det pågældende distrikt, og at det alene er i nogle sydligere distrikter, der er pashtunere. Ansøgeren har efter fremkomsten af høringssvaret oplyst, at han rettelig kommer fra et af de sydlige distrikter, og han har i den anledning fremsendt et brev, der fremstår som udstedt af Hezbe Wahadat´s kontor i Iran til dokumentation heraf. Flygtningenævnet kunne ikke lægge de ændrede oplysninger om ansøgerens hjemsted til grund. Nævnet lagde herved vægt på, at oplysningerne først var fremkommet efter Udenrigsministeriets høringssvar. Flygtningenævnet fandt ikke anledning til et nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til sit hjemområde. Afg/2007/11