Afg200710

Nævnet meddelte i maj 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1972. Indrejst juni 2006. Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter en samlet vurdering fandt at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund for sagen. Flygtningenævnet fandt det herefter sandsynliggjort af ansøgeren, at hun gennem længere tid havde været udsat for grove fysiske overgreb fra sin ægtefælle, senest i anledning af nogle udtalelser, ansøgeren var kommet med efter en tv-udsendelse, hvor en person satte ild til sig selv – i anledning af offentliggørelsen af Muhammed tegningerne. Flygtningenævnet fandt det endvidere sandsynliggjort, at ægtefællen herefter havde fået udstedt en fatwa rettet mod ansøgeren, hvorefter ansøgeren var i fare for alvorlige fysiske overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet. Sammenfattende fandt nævnet herefter, at ansøgeren ville være i reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7. stk. 2. Afg/2007/10