Afg200626

Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1986. Indrejst i juli 1999. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ved Højesterets dom fra august 2005 var udvist for bestandig i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 4, på grund af alvorlig kriminalitet. Det fulgte derfor af udlændingelovens § 10, stk. 3, at ansøgeren kun kunne få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvis særlige grunde talte derfor. Ansøgerens tidligere opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 bortfaldt ved straffedommen, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. Ansøgeren indgav herefter i januar 2006 ansøgning om asyl. Det er derfor de nugældende bestemmelser i udlændingelovens § 7, der finder anvendelse. Ansøgerens far fik i 1998 afslag på asyl, idet Flygtningenævnet ikke kunne lægge hans forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren havde ikke oplyst om omstændigheder, der gav grundlag for at antage, at han var omfattet af udlændingelovens § 7 på grund af faderens forhold. Det kunne ikke afvises, at de afghanske myndigheder ville få kendskab til, at ansøgeren var straffet her i landet. Det fremgik imidlertid af baggrundsoplysningerne om risiko for dobbeltstraf, at denne risiko alene kunne komme på tale, hvis forbrydelsen var rettet mod Afghanistan eller en derboende person, som krævede pågældende straffet efter afghansk lov. De omstændigheder, at ansøgeren ikke ønsker at udføre militærtjeneste i Afghanistan, at han er gift med en kristen dansk kvinde, at han ikke måtte kunne få læge- eller psykologbehandling i Afghanistan, og at han ikke har et netværk i Afghanistan medførte ikke, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7. Spørgsmålet om hvorvidt de afghanske myndigheder måtte afvise at modtage ansøgeren, havde ikke betydning for vurderingen af, om betingelserne i udlændingelovens § 7 var opfyldt. Herefter var ansøgeren ikke omfattet af udlændingelovens § 7, og da bestemmelsen i udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for at udsende ansøgeren til Afghanistan, stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. Afg/2006/26