Nævnet meddelte i juli 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1963. Indrejst i maj 2002. I november 2003 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afslag på asyl. Nævnet fandt, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men udelukket fra asyl i medfør af flygtningekonventionens artikel 1 F (a) på grund af hans aktiviteter i perioden 1985 – 1988, hvor han var ansat i et nærmere angivet direktorat i KHAD. I februar 2006 genoptog Flygtningenævnet sagen, da der forelå nyt baggrundsmateriale. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet, i forbindelse med at sagen var blevet genoptaget, havde fundet at måtte vurdere hele sagen på ny. Flygtningenævnet havde således ikke alene vurderet, om udelukkelsesgrundene i flygtningekonventionens artikel 1 F (a) fandt anvendelse på ansøgerens forhold, men også om ansøgeren i det hele taget kunne anses for omfattet af udlændingelovens § 7. For så vidt angik spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren havde været medlem af PDPA fra 1978 til 1992, og at han havde været ansat i KHAD i 12 år fra 1982, til slut med en høj rang. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren i forbindelse med urolighederne omkring årsskiftet 1993-1994 blev eftersøgt sammen med andre tidligere KHAD-personer og måtte flygte til en navngiven provins. Ansøgeren opholdt sig i denne provins frem til 2002, hvor han efter Talebans fald flyttede tilbage til Kabul og henvendte sig til Sikkerhedsministeriet for at få sine papirer udleveret. Her blev ansøgeren genkendt af en tidligere kollega og udsat for chikane og vold. Ansøgeren blev kort tid herefter opsøgt på sin bopæl af bevæbnede mænd, som skulle bringe ansøgeren til vicedirektøren i Sikkerhedsministeriet. Det lykkedes imidlertid ansøgeren at forsvinde fra bopælen og flygte ud af Afghanistan. Bopælen blev senere ransaget. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan måtte anses for at være i risiko for at blive udsat for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved vurderingen af, om ansøgeren var udelukket fra at opnå status som flygtning som følge af bestemmelsen i Flygtningekonventionens artikel 1 F (a), bemærkede Flygtningenævnet indledningsvist, at en rapport af 29. juli 2000 fra det hollandske udenrigsministerium fandtes at måtte indgå som en del af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, og at rapporten måtte tillægges den bevismæssige værdi, som dens indhold sammenholdt med de manglende oplysninger om, hvilke kilder der var benyttet som grundlag for rapporten, kunne tilsige. Flygtningenævnet fandt efter en gennemgang af det nu foreliggende baggrundsmateriale herunder de rapporter og notater, som lå til grund for sagens genoptagelse, og navnlig UNHCR’s rapport af juni 2005, ikke, at det generelt kunne lægges til grund, at enhver officer indenfor KHAD havde været involveret i eller haft kendskab til de grove overtrædelser af menneskerettighederne som utvivlsomt fandt sted indenfor KHAD. Efter en konkret vurdering af, om udelukkelsesgrundene i flygtningekonventionen kunne finde anvendelse i ansøgerens sag, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette var tilfældet. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under hele sagen havde benægtet, at han eller hans underordnede skulle have begået tortur, ligesom han havde benægtet, at han skulle have haft kendskab til eller indflydelse på tortur begået af andre indenfor KHAD. Flygtningenævnet havde endvidere lagt vægt på, at ansøgernes arbejde i perioden 1985 - 1988 i et bestemt direktorat i KHAD alene havde vedrørt den interne kontrol af ansatte i KHAD, og at ansøgeren i den periode, hvor han arbejdede i direktoratet, alene havde status som afdelingsleder og kun var mellem 22 og 26 år gammel. Flygtningenævnet lagde endelig vægt på, at det i UNHCR’s rapport af juni 2005 fremgik, at Amnesty International havde konstateret, at alene 5 ud af KHAD’s 12 forhørscentre (direktorater) var kendt for systematisk brug af tortur, og at det direktorat, hvor ansøgeren havde arbejdet fra 1985 - 1988, ikke var blandt disse 5. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2006/18
