Nævnet meddelte i juni 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1970. Nævnet stadfæstede samtidig Udlændingestyrelsens (nu Udlændingeservice) afgørelse vedrørende den mandlige ansøgers ægtefælle, statsborger i Rusland, født i 1971, samt to børn. Ansøgerne var indrejst i januar 2001. I oktober 2003 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse omfattende begge ansøgere. For så vidt angik den mandlige ansøger, fandt nævnet, at han isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Imidlertid fandt nævnet, henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, at den mandlige ansøger på grundlag af sit ægteskab med en russisk statsborger havde krav på at få opholdstilladelse i Rusland. En eventuel tvangsmæssig udsendelse til Rusland var betinget af, at der forud for den tvangsmæssige udsendelse havde været etableret mulighed for, at begge ansøgere kunne udrejse til Rusland, hvortil begge ansøgere havde opnået eller kunne opnå indrejsetilladelse, og at den mandlige ansøger kunne opnå opholdstilladelse, og at ansøgerne ikke havde ønsket at benytte sig af denne mulighed. I oktober 2005 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte for så vidt angik den mandlige ansøger, at Flygtningenævnet i sin beslutning fra oktober 2003 fandt, at ansøgeren isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at Rusland kunne tjene som hans første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, idet ansøgeren efter de foreliggende baggrundsoplysninger havde krav på opholdstilladelse i Rusland på grund af sit ægteskab, og idet han havde opholdt sig legalt i Rusland fra 1988 til 2000 uden alvorlige problemer. Det var en forudsætning, at ansøgeren fik gyldig opholdstilladelse i Rusland. Flygtningenævnet fandt fortsat, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Således som sagen nu var oplyst, fandtes der ikke at foreligge tilstrækkelige oplysninger for at antage, at ansøgeren ville kunne opnå opholdstilladelse i Rusland. Nævnet lagde herved vægt på, at den russiske ambassade i Danmark havde oplyst, at ansøgeren ikke ville kunne få udstedt nogen form for visum til Rusland, med mindre der forelå en tilbagerejsetilladelse til Danmark. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af de fremsendte akter i ansøgerens og hans ægtefælles udsendelsessag, at ansøgeren og hans ægtefælle i september 2004 var blevet fremstillet på den russiske ambassade i Danmark, hvor det blev oplyst, at der ikke kunne udstedes opholdstilladelse til ansøgeren, og at ansøgeren således først under et visumophold i Rusland kunne søge om opholdstilladelse. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at en anmodning fra januar 2005 fra Rigspolitiet til Udenrigsministeriet om bistand til blandt andet at opnå opholdstilladelse i Rusland for ansøgeren ikke sås at være besvaret. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at Rusland kunne antages for den af ansøgerens første asylland, og nævnet meddelte derfor den mandlige ansøger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet udtalte endvidere for så vidt angik den kvindelige ansøger samt to børn, at Flygtningenævnet af de grunde, der var anført i nævnets beslutning af fra oktober 2003, fortsat ikke fandt, at ansøgeren ved udrejsen var asylretligt forfulgt, eller at hun ved en tilbagevenden til Rusland ville være i risiko herfor. Det bemærkedes i den forbindelse, at den kvindelige ansøger ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som en konsekvens af, at hendes ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse efter denne bestemmelse, allerede fordi ægtefællen er statsborger i et andet land. Af udsendelsesbeslutningen vedrørende den kvindelige ansøger bemærkede Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger på tidspunktet for indrejsen i Danmark var gift og levede sammen med den mandlige ansøger, som ved samme beslutning var blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at det imidlertid falder uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til, om den kvindelige ansøger samt to børn, jf. princippet om familiens enhed, skulle meddeles opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven, idet denne kompetence henhører under Udlændingestyrelsen og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Afg/2006/17
