Nævnet meddelte i maj 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1956. Indrejst i februar 2005. Ansøgeren havde forklaret, at han havde fungeret som øverste politiske PDPA-chef i de militære enheder, som han fra 1979 til 1992 havde gjort tjeneste ved. Ansøgeren havde herunder deltaget i ransagninger og våbenbeslaglæggelser, ligesom han havde været med til at anholde personer, der var imod Najibullahs regime. Ansøgeren flygtede til Iran i 1999, men blev i 2004 udvist til Afghanistan, hvor han herefter var tilbageholdt i omkring en måned. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren siden 1979 havde været ansat ved militæret, senest med rang af major, samt at han fra 1976 havde været medlem af PDPA, og at han var partiets mand i militæret. Flygtningenævnet lagde videre til grund, at ansøgeren har udført de aktiviteter, som han har forklaret, at han i sin egenskab af officer har deltaget i, frem til magtskiftet i 1992. Efter Mujahedins magtovertagelse tog ansøgeren til Mazar-I-Sharif, hvor han opholdt sig, indtil han udrejste til Iran i 1999. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han efter sin tilbagevenden til Afghanistan i 2004 blev anholdt af en person med tilknytning til en mullah, der har en fremtrædende position i Afghanistan i dag som tilhørende Jamiat-e-Islami. Han har forklaret, at han i forbindelse med tilbageholdelsen blev genkendt som leder af en tidligere aktion, hvorunder den pågældende mullahs bopæl blev ransaget, og ni personer blev anholdt, ligesom der skete beslaglæggelse af våben. Ansøgeren genkendte den person, som tilbageholdt ham i 2004, som én af de dengang ni anholdte. Ansøgeren flygtede senere ved bestikkelse af en vagtmand. Om end Flygtningenævnet fandt, at denne del af ansøgerens forklaring, herunder omstændighederne ved genkendelsen og den efterfølgende flugt, måtte give anledning til nogen tvivl, fandt nævnet dog ikke – også henset til, at ansøgerens forklaring i øvrigt fremstod som sammenhængende og konsistent – at der var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at forkaste forklaringen. Da det herefter måtte lægges til grund, at ansøgerens tidligere aktiviteter var forbundet med konkrete konflikter med magtfulde grupperinger i Afghanistan i dag, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan på nuværende tidspunkt ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2006/12