Nævnet meddelte i januar 2006 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Afghanistan, født i 1934 (M) og 1940 (K). Indrejst i september 2004. Flygtningenævnet udtalte, at den mandlige ansøger under hele sagen havde afgivet enslydende forklaringer om sit asylmotiv. Den kvindelige ansøgers forklaring havde i det væsentlige været i overensstemmelse hermed. Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøger fra 1975 havde været medlem af PDPA, og at han under sin militære tjeneste blandt andet havde beskæftiget sig med at hverve mujahediner, således at de støttede regeringen. Nævnet lagde endvidere til grund, at mujahedinerne i 1992 anholdt den mandlige ansøgers søn og i forbindelse hermed dræbte den mandlige ansøgers daværende ægtefælle. Den mandlige ansøger blev samme år anholdt og var herefter fængslet, indtil Taleban erobrede magten i Kabul i 1996. Den mandlige ansøger samarbejdede herefter en kort periode med Taleban og oplyste, hvor en navngiven kommandants våbenlager lå. Efter at ansøgerne i foråret 2004 var vendt tilbage til Afghanistan fra Pakistan, blev de opsøgt af nogle af kommandantens folk, der ønskede at tale med den mandlige ansøger, og som, da de ikke blev lukket ind, kastede en håndgranat ind over muren, hvorved den mandlige ansøgers datter blev dræbt. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden ville være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige ansøger havde ikke noget selvstændigt asylgrundlag, men da nævnet fandt, at hendes ægtefælle var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeltes hun som en konsekvens heraf ligeledes opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Afg/2006/1
