Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1973, samt to børn. Indrejst i april 2002. I september 2002 indgav ansøgeren ansøgning om asyl. Ansøgerens ægtefælle arbejdede for Wahdat – partiet. I 1996 opsøgte Taleban ansøgerens bopæl. Talaban-soldaterne skød tre af fingrene på ægtefællens venstre hånd af og truede med at ville dræbe ægtefællen, hvis ikke ægtefællen oplyste, hvor han opbevarede sit våben. Taleban tog ægtefællen med og tilbageholdt ham i en måned og 20 dage. Ægtefællen blev løsladt, efter at hans far havde betalt bestikkelse. Samme aften flygtede ægtefællen efter råd fra sin far til en anden by. Efter Talebans magtovertagelse i den by vendte ægtefællen tilbage til bopælen. Han skjulte sig i en kælder, som var beliggende i et hul, som var gravet under bopælen. Taleban ransagede flere gange bopælen som led i generelle ransagninger. Hver gang spurgte Taleban efter ansøgerens ægtefælle. På et tidspunkt sagde familiens naboer, at ægtefællen ikke kunne opholde sig i Kabul længere. I 2000 udrejste ægtefællen med hjælp fra sin far. Cirka et år efter ægtefællens udrejse flygtede ansøgeren. Hun flygtede, fordi Taleban havde dræbt mange af hendes slægtninges og naboers børn, og fordi nogle hendes af naboer og slægtninge truede hende verbalt og så nedsættende på hende. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, herunder at hun var født og opvokset i Kabul, hvor hun havde boet indtil udrejsen i 2001. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens eller hendes ægtefælles konflikter med Taleban på nuværende tidspunkt kunne anses for asylbegrundende, allerede fordi Taleban ikke længere udgjorde nogen magtfaktor i Afghanistan. Det forhold, at ansøgerens naboer og fjerne slægtninge efter ægtefællens udrejse havde chikaneret ansøgeren, ligesom ansøgeren havde følt sig truet af disse, kunne ikke anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at chikanerne og truslerne ikke havde haft et sådant omfang eller intensitet, at det kunne karakteriseres som forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse af udlændingelovens § 7 som konsekvens af ægtefællens opholdstilladelse som flygtning. Nævnet lagde herved vægt på, at ægtefællens opholdstilladelse var begrundet i konflikter med Taleban, og at dette på nuværende tidspunkt ikke kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at ansøgeren blev boende på bopælen i cirka et år efter ægtefællens udrejse. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt, eller at hun ved en tilbagevenden kunne antages at være i en konkret særlig risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren kunne antages for at være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/4
