Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1988. Indrejst i februar 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tadjik. Han havde ikke været medlem af eller aktiv for politiske eller religiøse partier eller foreninger. Ansøgeren er født i Afghanistan, men han havde i flere år frem til 2002 boet i Pakistan. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at cirka syv måneder efter hans tilbagekomst fra Pakistan blev faderen opsøgt af folk, der slog faderen og spurgte efter ansøgeren. Som følge heraf udrejste ansøgeren via Kabul til Moskva. Ansøgeren havde under samtalen med Udlændingestyrelsen oplyst, at det var Taleban, der opsøgte faderen, og at hans brødre havde arbejdet mod Taleban. Ansøgeren henviste i Flygtningenævnet til, at han på grund af brødrenes aktiviteter for ISI (den pakistanske efterretningstjeneste) ville være i risiko for forfølgelse på grund af ”guilt by assocoation”. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var forfulgt, da han udrejste. Han havde boet cirka syv måneder på bopælen i Afghanistan, uden at nogen havde spurgt efter ham, selvom han havde færdedes offentligt med sin fader. Hvis det blev lagt til grund, at ansøgerens fader – familiens overhoved – blev opsøgt grundet ansøgerens ældre brødres aktiviteter, kunne det også lægges til grund, at man ikke brugte ”guilt by association” over for faderen eller de andre familiemedlemmer på bopælen, da man blot spurgte efter de pågældende. Flygtningenævnet fandt således heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede at blive forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for at blive udsat for en behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/27