Nævnet stadfæstede i juni 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1970. Indrejst i januar 2004. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til krigen i Afghanistan, samt at en mujahediner havde opsøgt ansøgerens forældre to til tre gange, idet han ønskede at gifte sig med ansøgeren. Mujahedineren havde sagt, at han ville slå dem ihjel, hvis han ikke måtte gifte sig med ansøgeren. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tajik fra Kabul-området, at ansøgeren og familien udrejste til Peshawar, da ansøgeren var omkring 20 år gammel, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt udført aktiviteter, der havde profileret hende i forhold til offentligheden, at ansøgeren i 2003 blev gift med sin nuværende ægtefælle, at ansøgeren i januar 2004 udrejste af Pakistan med henblik på at blive genforenet med ægtefællen, der opholdt sig i England, og at ansøgeren ikke længere havde slægtninge i Afghanistan. Den chikane, som ansøgeren oplyste, at hun og familien havde været udsat for forud for udrejsen af Afghanistan, havde ikke haft et sådant omfang og intensitet, at den kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Ansøgeren oplyste, at hun frygtede de generelt usikre forhold ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige forhold for enlige kvinder i Afghanistan var af en sådan karakter, at ansøgeren efter det foreliggende opfyldte betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/17
