Nævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1964. Indrejst i februar 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk hazara og shia-muslim. Han havde ikke været aktiv for politiske eller religiøse partier. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede lokalbefolkningen, de nye magthavere og Taleban. Uanset om det blev lagt til grund, at ansøgeren inden Talebans fald havde givet Taleban oplysninger om folks økonomiske forhold og været medvirkende til, at en pigeskole blev lukket, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han skulle være kommet i et sådant modsætningsforhold til lokalbefolkningen, at han skulle opfylde betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde til grund, at de oplysninger, ansøgeren havde videregivet, var oplysninger, som måtte antages at være almindeligt kendte, samt at ansøgeren havde opholdt sig i området i mere end to år efter Talebans fald. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de nuværende kommandanter i ansøgerens hjemområde. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke nærmere havde kunnet konkretisere hvorfor, og at antagelsen herom stammede fra ansøgerens egne formodninger. Det blev bemærket, at Flygtningenævnet ikke kunne lægge afgørende vægt på de oplysninger, som ansøgeren havde fået telefonisk fra sin fader. Uanset om det blev lagt til grund, at ansøgeren inden udrejsen var blevet opsøgt af Taleban og anmodet om at deltage i terror-handlinger, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren skulle meddeles asyl som følge heraf. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde fået stillet konkrete opgaver i udsigt, at han fik lov til at vende tilbage til bopælen efter mødet med Taleban, og at Taleban ikke udgjorde en magtfaktor i ansøgerens hjemområde. Da ansøgerens aktiviteter for Taleban havde haft et begrænset omfang, fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for, som begæret af ansøgerens advokat, at iværksætte en høring til afdækning af, hvorledes forholdene i Afghanistan var for hazaraer, der har arbejdet for Taleban. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for at blive forfulgt af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/13
