Afg200510

Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1988. Indrejst i august 2004. Flygtningenævnet udtalte, at det af sagen fremgik, at den mindreårige ansøger havde været gift i Holland og i forbindelse med ægteskabets sammenbrud tog ophold hos svigerfamilien. Videre, at ægteskabet var blevet opløst under et møde med en mullah, hvor den tidligere ægtefælle deltog. Ved ankomsten her til landet fremkom ansøgeren med urigtige oplysninger om, hvor hun havde opholdt sig i perioden forinden. Af ansøgerens forklaring var videre fremgået, at der ikke over for hende selv var fremsat konkrete trusler fra den tidligere ægtefælle eller dennes familie. Den omstændighed, at ansøgeren følte sig truet af svigerfamilien byggede i det væsentlige på oplysninger, som hendes fader skulle være fremkommet med under telefonsamtaler. Oplysningerne herom var hovedsageligt først fremkommet i forbindelse med nævnsmødet. Det lagdes til grund, ansøgeren i Afghanistan fortsat havde familiemedlemmer boende, som hun havde besøgt. Det kunne således ikke lægges til grund, at ansøgeren var uden netværk. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at risikoen for, at ansøgeren som følge af skilsmissen måtte blive dræbt, var nærliggende. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at der var tilsvarende risiko for umenneskelig behandling eller anden behandling. Ansøgeren sås herefter ikke omfattet af hverken udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Afg/2005/10