Afg20048

Nævnet meddelte i marts 2004 opholdstilladelse (F-status) til et ægtepar fra Afghanistan, født i 1970 (M) og 1978 (K), samt to børn. Indrejst i april 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er afghanske statsborgere. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at den kvindelige ansøger er født i Afghanistan, at hendes fader var afghansk statsborger og etnisk tajik, mens hendes moder var sovjetisk statsborger fra Ukraine, og at ansøgeren fra hun var to år og frem til 1996 boede hos sin bedstemoder i Ukraine. Endvidere lagde nævnet til grund, at den kvindelige ansøgers modersmål er russisk, at hun kun taler ganske lidt dari, og at hun er shia-muslim, men ikke er blevet opdraget muslimsk. Nævnet lagde endelig til grund, at den mandlige ansøger er født i Afghanistan, hvor han ligeledes er opvokset, at han er etnisk tajik, samt at han er shia-muslim af trosretning. Den mandlige ansøger har til sagen oplyst, at han forlod hjemlandet på grund af problemer med Mujahedin og Taleban. Flygtningenævnet fandt ikke, at den mandlige ansøger, der ikke havde noget konkret udestående med de nuværende magthavere i Afghanistan, risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Da den mandlige ansøger alene havde været menigt medlem af PDPA og hans aktiviteter for partiet havde været lidet fremtrædende, anså nævnet det ikke for sandsynliggjort, at han, som følge af sit PDPA-medlemskab, risikerede forfølgelse fra de nuværende magthavere i Afghanistan. Den omstændighed, at den mandlige ansøger i 1999 var tilbageholdt i et døgn, hvor han af Taleban blev udsat for voldelige overgreb, fandtes ikke at kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at Taleban ikke længere var ved magten i Afghanistan. Ansøgerne havde som asylmotiv endvidere henvist til, at de og deres børn ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse som følge af den kvindelige ansøgers ukrainske afstamning. Flygtningenævnet lagde til grund, at den kvindelige ansøger under sit to måneder lange ophold i Afghanistan i 1996 hele tiden opholdt sig inden døre, samt at hun som følge af sit udseende måtte antages i Afghanistan at blive opfattet som russer. Det fremgår af Udenrigsministeriets notat af 27. august 2003, at en kvinde med russiske træk ville kunne blive opfattet som en del af den internationale tilstedeværelse i forbindelse med genopbygningen af Afghanistan og dermed ville kunne blive et mål for ekstreme religiøse grupper, der ønskede at stoppe den udenlandske bistand til landet. På denne baggrund og sammenholdt med vurderingen af ansøgernes situation som anført oven for, fandt Flygtningenævnet ikke, at det burde kræves, at ansøgerne vendte tilbage til Afghanistan. Afg/2004/8