Nævnet meddelte i november 2004 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1961. Indrejst i september 2001. Ansøgeren var fra 1986 til 1998 ansat i politiet i en stilling oprettet af Harekat-e-Islamis partiledelse med ansvar for intern kontrol med medlemmer af Harekat-e-Islami. Efter Talebans magtovertagelse i Kabul havde ansøgeren som kommandant i Harekat-e-Islami haft kommandoen over 50 til 200 soldater i forbindelse med forsvaret af at navngivet område. Da området i 1998 blev erobret, henrettede Taleban 60 civile, mens det lykkedes ansøgeren at flygte til Kabul, hvor han imidlertid blev arresteret af Taleban og fængslet og udsat for tortur. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerens frygt for lokalbefolkningen i det nævnte område byggede ikke på konkrete holdepunkter, udover at ansøgeren på et tidspunkt havde mødt pårørende til de dræbte under et ophold i Iran. Ansøgeren blev i den forbindelse alene udsat for verbal chikane. Heller ikke ansøgerens frygt for to medlemmer af Harekat-e-Islami, som han havde været med til at arrestere i forbindelse med sin stilling i politiet, byggede på konkrete episoder, hvor ansøgeren skulle være blevet truet af de pågældende. Hertil kom, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren alene foranledigede de pågældende anholdt og overgivet til partiet ud fra de forholdsregler, som var gældende for hans officielle stilling indenfor partiet. Ansøgerens handling udsprang således ikke af personlige motiver, og forholdet som i øvrigt lå tilbage i 1993, kunne derfor ikke tillægges asylretlig vægt. Ansøgeren havde endvidere forklaret om sin frygt for en tidligere Talebanleder, som var ansvarlig for den tortur, som ansøgeren blev udsat for forud for sin udrejse. Ansøgeren og den pågældende Talebanleder var også modstandere før Talebans magtovertagelse, idet den pågældende Talebanleder dengang var kommandant indenfor Hezbe-Islami. Ansøgeren havde forklaret, at den pågældende Talebanleder i dag er sikkerhedskommandant i et navngivent område. Flygtningenævnet kunne imidlertid ikke lægge til grund, at der i dag skulle bestå nogen konkret risiko for, at den pågældende Talebanleder skulle udøve asylbegrundende forfølgelse overfor ansøgeren, som ikke havde haft politiske aktiviteter siden 1998. Der havde heller ikke her været konkrete episoder, som kunne understøtte ansøgerens frygt. Der havde blandt andet ikke været rettet henvendelse til ansøgerens familie i Kabul fra den pågældende Talebanleder eller hans folks side. Et anonymt brev, som var blevet sendt fra Pakistan, og som indeholdt grove beskyldninger mod ansøgeren, kunne ikke føre til andet resultat. Ansøgeren havde oplyst, at han forud for sin udrejse under sin fængsling hos Taleban blev udsat for tortur. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, henset til varigheden af denne tortur og dens grovhed og til, at ansøgeren udrejste umiddelbart efter sin flugt, at det ikke burde kræves, at ansøgeren skulle vende tilbage til sit hjemland. Afg/2004/36
