Nævnet meddelte i november 2004 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1981, samt et barn. Indrejst i 2001.Ansøgerens ægtefælle indrejste i Danmark i april 2000 og blev i januar 2001 af Udlændingestyrelsen meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Ansøgerens ægtefælle var medlem af Wahdat partiet. Da der opstod interne konflikter i partiet, var hendes ægtefælle nødt til at udrejse af landet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde noget selvstændigt asylgrundlag. Ansøgeren havde været meget usikker i sine tidsangivelser for rejsen fra bopælen til Kabul og siden udrejsen fra Kabul til Pakistan. Efter oplysningerne i ægtefællens sag fandt Flygtningenævnet imidlertid at kunne lægge til grund, at ansøgeren havde forladt bopælen og var rejst til Kabul omkring februar/marts 2000. Endvidere fandt Flygtningenævnet at kunne lægge til grund, at ansøgeren var udrejst fra Kabul til Pakistan i slutningen af 2000. Flygtningenævnet fandt ikke, at de foreliggende oplysninger gav tilstrækkeligt grundlag for at afvise, at ægtefællen fortsat opfyldte asylbetingelserne. Ansøgeren blev både på sin bopæl og senere i Kabul opsøgt af personer, som fremsatte trusler mod hende for at få hende til at give oplysninger om sin ægtefælle. Det måtte endvidere lægges til grund, at ansøgeren ved ankomsten til Pakistan ikke var bekendt med, at hendes ægtefælle var kommet til Danmark. Endelig måtte det lægges til grund, at ansøgeren formentlig allerede i januar 2002 ansøgte om asyl, men at denne ansøgning på grund af misforståelser først blev taget under behandling i sommeren 2002. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at der var en sådan tidsmæssig sammenhæng mellem ægtefællernes udrejse af Afghanistan og indrejse i Danmark, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt konsekvensstatus. Afg/2004/35