Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1960, samt seks børn. Indrejst november 2000. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens ægtefælle var politichef og medlem af provinskomitéen forskellige steder i Afghanistan frem til Mujahedins magtovertagelse i 1992, og at ægtefællen forlod Afghanistan efter at være blevet eftersøgt af Taleban. Familien opholdt sig i nærheden af Mazar e-Sharif fra 1992 til 1997, hvorefter de opholdt sig en periode i Laghman-provinsen indtil ægtefællens udrejse i 1998. Ansøgeren opholdt sig hos sin svigerfader i Laghman, indtil hun udrejste fra Afghanistan, formentlig i slutningen af 1999. Ansøgeren havde oplyst, at årsagen til hendes udrejse var frygt for Taleban. Hun havde endvidere angivet, at hun også frygtede de nuværende myndigheder som følge af familiens tilknytning til PDPA og hendes ægtefælles position som politichef. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens frygt for Taleban ikke længere kunne begrunde asyl. Med hensyn til forholdet til de nuværende magthavere bemærkedes, at ansøgeren ikke selv havde været politisk aktiv. Det fandtes ikke sandsynliggjort, at ansøgeren – alene som følge af ægtefællens forhold – ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for en forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkedes herved, at ansøgeren havde opholdt sig i Afghanistan frem til 1999. Ansøgeren var indrejst i Danmark cirka et år og ni måneder efter ægtefællens indrejse og søgte først om asyl efter cirka to et halvt års ophold i Danmark. Herefter var der heller ikke grundlag for at meddelelse ansøgeren asyl i konsekvens af ægtefællens forhold. Der fandtes endvidere ikke at foreligge omstændigheder, der sandsynliggjorde, at ansøgeren ville være i reel risiko for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2004/32
