Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1971. Indrejst i oktober 2002. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Herunder også at ansøgerens fader var blevet tilbageholdt af Jamiat folk efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for en forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet havde i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren havde kunnet opholde sig i Afghanistan i perioden fra 1992 til 1996, hvor Mujahedin havde magten uden at have haft asylbegrundende konflikter med dem. Ansøgeren havde ligeledes kunnet opholde sig på familiens bopæl i nærheden af Mazar-i-Sharif i et lille års tid forud for sin udrejse uden asylbegrundende konflikter med Jamiat, der havde magten i området i den periode. Det forhold, at der på et tidspunkt, medens Dostum havde magten i området, blev smidt en granat over muren til ansøgerens bopæl, og at der over for ansøgerens fader i 2002 skulle være blevet fremsat formodninger om, at Jamiat ville anholde ansøgeren, kunne ikke føre til et andet resultat. For så vidt angik tilbageholdelsen af ansøgerens fader, fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at dette havde nogen forbindelse med ansøgerens forhold. Ansøgerens medlemskab af PDPA og hans aktiviteter for partiet i perioden frem til 1992 havde ikke haft en sådan karakter, at det kunne lægges til grund, at det havde været årsagen til faderens tilbageholdelse. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2004/3
