Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1985. Indrejst i juli 2003. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgerens fader blev dræbt i 1997, uden at de nærmere konkrete omstændigheder herved forelå oplyst. Selvom faderen havde været medlem af PDPA og efter Najibullahs fald blev tilknyttet Harekat Islami, fandt nævnet ikke, at faderen, der havde arbejdet som flymekaniker, og som efter det oplyste havde rang af premierekaptajn, kunne anses for at have haft en særlig betydende stilling eller en i øvrigt profilerende position. Ansøgeren havde ikke selv været politisk aktiv eller i øvrigt grundet egne forhold i konflikt med bestemte grupperinger eller partier i Afghanistan. Ansøgeren og hans familie flyttede efter faderens død fra Kabul til Ghazni provinsen, hvor familien havde jordbesiddelser, og hvorfra faderen og dennes familie stammede. Ved en konkret lejlighed, der fandtes at have haft tilfældighedens karakter, blev ansøgeren i formentlig august 2001 tilbageholdt af Taleban og udsat for grov vold og tortur, idet Taleban forlangte faderens våben udleveret. Ansøgeren blev løsladt efter cirka to uger blandt andet i kraft af ældre personers mellemkomst. Ansøgeren forklarede, at baggrunden for hans udrejse i 2002 var drab på unge shia-muslimske mænd i ansøgerens hjemmeområde formentlig begået af personer, der tidligere havde været tilknyttet Taleban. Nævnet ville ikke afvise ansøgerens forklaring herom, herunder om at en skolekammerat og ven blev dræbt på denne måde, men nævnet fandt ikke, at der forelå en konkret og individuel forfølgelse af ansøgeren. De generelle urolige forhold i Ghazni-området fandtes primært at have sammenhæng med de politiske og magtbaserede spændinger i området, og nævnet fandt ikke, at ansøgeren i denne sammenhæng kunne anses for at have været i en særlig udsat situation. Nævnet lagde vægt på de ændrede forhold med en ny regering i Afghanistan, hvor Taleban ikke længere var ved magten. Selvom forholdene i Afghanistan er vanskelige og usikre, fandtes ansøgeren efter en samlet vurdering, herunder også henset til ansøgerens længerevarende ophold og kendskab til Kabul, hvor ansøgerens gifte søster bor, at kunne tage ophold i Afghanistan uden at risikere en forfølgelse, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller en umenneskelig eller nedværdigende behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2004/28