Afg200427

Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1946. Indrejst i september 2003. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde herefter været medlem af PDPA fra 1970 til 1992 og opnået meget fremtrædende poster under Najibullahs styre, hvoraf nævnet særligt fremhævede posten som leder af en provinskomité samt ambassadørposter for flere lande. Ansøgeren måtte således anses for et meget højtprofileret PDPA-medlem. Under henvisning til det foreliggende baggrundsmateriale, herunder vedrørende forholdene for medlemmer af provinskomitéerne, fandt Flygtningenævnet herefter ikke at kunne afvise, at ansøgeren, uanset han ikke havde konkrete konflikter at henvise til, var i en sådan risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, at der skulle meddeles ham opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse. Afg/2004/27