Afg200421

Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1982. Indrejst i august 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk tadjik, der er født og opvokset i Kabul. Ansøgeren havde desuden boet i en årrække i Mazar-e-Sharif. Ansøgeren havde aldrig været politisk aktiv. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren fra 1996 og til Taleban mistede magten havde været tilbageholdt af Taleban og havde måttet arbejde for dem. Da Taleban var flygtet fra stedet, havde ansøgeren medtaget nogle af deres ejendele, som han havde solgt. Flygtningenævnet kunne endvidere lægge til grund, at ansøgeren herefter havde taget ophold i Mazar-e-Sharif, og at han i efteråret 2002 kortvarigt havde været tilbageholdt af Mujahedin, der imidlertid havde løsladt ham, da en bekendt havde oplyst, at ansøgeren ikke havde tilknytning til Taleban. Nævnet fandt ikke, at der var risiko for, at ansøgeren ville blive asylrelevant forfulgt af Taleban, som ikke længere var ved magten. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ville være i risiko for forfølgelse fra mujahedinerne ved en tilbagevenden. Han havde umiddelbart efter deres magtovertagelse været tilbageholdt, men blev løsladt, da en bekendt til ansøgeren havde overbevist Mujahedin om, at ansøgeren ikke var tilknyttet Taleban. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke havde været asylrelevant forfulgt, da han udrejste, og nævnet fandt heller ikke, at han ville være i risiko herfor ved en tilbagevenden til Afghanistan. Endelig fandt nævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere at blive udsat for en behandling eller straf omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Afg/2004/21