Nævnet meddelte i august 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1946, og hans søn, født i 1988. Indrejst i henholdsvis september 2003 og januar 2003. I 1979 blev ansøgeren medlem af PDPA. Han meldte sig frivilligt til partiets forsvarskomite og deltog fra 1979 til Mujahedins magtovertagelse i mere end 100 kamphandlinger i det nordlige Afghanistan. Under en kamphandling i 1988 blev ansøgeren såret og kortvarigt tilbageholdt af en kommandant tilknyttet Mujahedin. Efter Mujahedins magtovertagelse flygtede ansøgeren til Mazar-e-Sharif for at søge beskyttelse. Han opholdt sig i Mazar-e-Sharif i seks år og deltog sammen med andre medlemmer af PDPA i kampe mod forskellige grupperinger af Mujahedin. Efter Talebans magtovertagelse i Mazar-e-Sharif tog ansøgeren ophold i Kabul, da han ikke var i sikkerhed i Mazar-e-Sharif. Efter syv måneders ophold i Kabul blev ansøgeren anholdt af Taleban og fængslet i cirka to år. Under fængslingen blev han udsat for tortur, og han blev truet med, at han ville blive dræbt langsomt. Torturen bestod blandt andet i slag med geværkolber, gummikabler og kæppe. Endvidere fik ansøgeren på et tidspunkt udleveret en vandmelon på seks-syv kilo, som han skulle spise, hvorefter man bandt hans hænder og fødder hele natten uden at give ham mulighed for at gå på toilettet. Herudover skulle han på et tidspunkt gå med en rygsæk fyldt med sten, der vejede cirka 50 kilo, og hvis han mistede balancen, blev han slået. Ansøgeren modtager fortsat behandling for de mén, som han fik under torturen. Ansøgerens far fik ansøgeren løsladt mod betaling af bestikkelse, og dagen efter løsladelsen udrejste ansøgeren sammen med sine børn til Pakistan og herfra videre til Iran. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, hvoraf blandt andet fremgik, at ansøgeren havde været aktiv for PDPA frem til 1998, hvor han havde deltaget i kamphandlinger, bevogtningsopgaver og ransagninger. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren i 1998 blev tilbageholdt af Taleban, hvorunder han blev udsat for tortur af en sådan karakter, at han fik psykiske problemer, der fortsat er behandlingskrævende. Under hensyn til den udøvede tortur, der tillige var dokumenteret ved erklæringen fra Amnesty Internationals lægegruppe, samt til at det ikke kunne afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan også ville være i modsætningsforhold til de nuværende magthavere, fandt Flygtningenævnet, at ansøgerens frygt for en tilbagevenden måtte antages at være det dominerende motiv for ansøgningen om asyl. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens frygt måtte anses for at være rimelig og velbegrundet, henset til den udøvede tortur og ansøgerens nuværende helbredstilstand. Vedrørende ansøgerens søn udtalte Flygtningenævnet, at sønnen blev skilt fra sin mor, da han var 10-11 år. Han flygtede sammen med faderen, efter at denne havde været tilbageholdt af Taleban i to år. Sønnen havde ikke haft nogen som helst indflydelse på den videre rejserute, og det måtte antages, at han ved en tilfældighed blev skilt fra sin far i Østrig. Uanset den tid, der var gået mellem sønnens og faderens indrejse – ni måneder – fandt nævnet, at der burde meddeles sønnen opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i konsekvens af den samtidig hermed meddelte opholdstilladelse til faderen. Afg/2004/20
