Nævnet stadfæstede i april 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, samt fire børn, født i 1973. Indrejst i juni 2002. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde henvist til sin ægtefælles og sin svogers forhold og til, at familien som følge heraf havde været udsat for chikane og husransagninger under Mujahedin og Taleban og chikane fra familiens naboer. Ansøgeren havde videre henvist til, at ansøgerens svoger havde haft konflikter med Mujahedin og Taleban på grund af sin tilknytning til KHAD, og at svogeren i 1998 blev anholdt og senere dræbt af Taleban. Ansøgerens ægtefælle havde været tilbageholdt to gange af Taleban og udsat for hårdhændet behandling, hvoraf den ene gang var i forbindelse med drabet på ansøgerens svoger. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse forhold havde et sådant omfang og en sådan karakter, at de kunne begrunde asyl for ansøgeren, der ikke selv havde haft konflikter med myndighederne. Flygtningenævnet havde endvidere lagt vægt på, at forholdene under Mujahedin lå langt tilbage i tid, og at Taleban ikke længere er en magtfaktor i Afghanistan. De generelle forhold, herunder for enlige kvinder i Afghanistan, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren kunne opnå asyl som en konsekvens af ansøgerens ægtefælles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren først udrejste omkring årsskiftet 2001/2002, og at ægtefællen var udrejst i oktober 2000. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens ægtefælles opholdstilladelse hovedsageligt var begrundet i konflikter med Taleban, og at disse forhold efter Talebans fald ikke kunne begrunde beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2004/11
