Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og oprindeligt shia-muslim fra landsbyen [navn på landsbyen], [afghansk distrikt] i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror, som sendte ham afsted for at arbejde for Taliban, samt at han frygter Taliban, som han efterfølgende flygtede fra. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv ved nærværende asylsag yderligere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder, Taliban, hans farbror og den afghanske befolkning. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er ateist. Han blev ateist, mens han sad fængslet i Danmark, hvor han mødte en ateist og en tidligere muslim, som var konverteret til kristendommen. Ansøgeren har oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan, givetvis vil forventes at skulle deltage i religiøse handlinger, og afslag herpå fra ansøgerens side vil blive oplevet som problematisk. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han under udsendelsen [i efteråret] 2016 i Kabul Lufthavn råbte, at han er kristen. Under ansøgerens opråb i Kabul Lufthavn var de afghanske myndigheder repræsenteret af blandt andet viceminister dr. Alema, hvorfor det ifølge ansøgeren må antages, at han ikke længere kan undgå at unddrage sig myndighedernes opmærksomhed. Ansøgeren har efterfølgende i Kabul Lufthavn under en kort samtale om hans religiøse tilhørsforhold oplyst, at han ikke er kristen, men alene er ateist. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring om sine oprindelige asylmotiver til grund. Der er ikke for Flygtningenævnet fremkommet nye oplysninger af betydning til støtte for asylmotiverne, og Flygtningenævnet henviser derfor til det, der er anført i Flygtningenævnets tidligere afgørelser. Ansøgeren har nu gjort gældende, at han under sit ophold i Danmark er blevet ateist, at han har eksponeret sin manglende tro i Afghanistan, og at han i Afghanistan også er eksponeret som kristen, hvorfor han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han reelt er ateist. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sine bevæggrunde for at blive ateist, og ansøgeren har da heller ikke før sin ankomst til Afghanistan oplyst, at han er ateist. Flygtningenævnet henviser endvidere til, at ansøgeren i lufthavnen i Kabul først oplyste, at han var kristen, og derefter at han var ateist. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at han kom til at sige noget forkert, fordi han ikke havde det så godt, kan ikke føre til anden vurdering, da der er helt afgørende forskel på at være ateist og kristen. Ansøgeren har da også til Udlændingestyrelsen forklaret, at han sagde, at han var kristen og efterfølgende ateist, fordi han ikke ville bo i Afghanistan. Yderligere har ansøgeren forklaret udbyggende, idet han for Flygtningenævnet har forklaret, at han allerede i flyveren sagde til en afghansk politikommissær, at han er ateist, og at kommissæren sagde til ham, at han skulle komme ud af flyveren og fortælle det til kameraerne, hvilket ansøgeren ikke har forklaret om tidligere. Ansøgerens forklaring om sine nye asylmotiver fremstår derfor som konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet finder af de grunde, som Udlændingestyrelsen herom har anført, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han i Afghanistan er eksponeret som ateist eller kristen på en sådan måde, at han af den grund risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at den for Flygtningenævnet foreviste video, som ansøgeren har fundet på Facebook, visende en person, der bliver tvangsmæssigt ført ned ad en flytrappe, ikke viser personen på en sådan måde, at det er muligt at identificere personen. Det er således uden betydning for denne sag, hvorvidt det er ansøgeren, der er på den foreviste video. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/63/CHPE
