Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt deres to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia muslimer fra [A], [B], Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af den kvindelige ansøgers farbror, [C], og dennes søn [D], idet den kvindelige ansøger skulle have været gift med [D]. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, idet [C] og hans sønner har forbindelse til myndighederne. Endelig har ansøgerne henvist til, at de frygter Taliban, fordi de er shia muslimer. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at de mødtes første gang, da den mandlige ansøger blev inviteret hjem til den kvindelige ansøgers familie. De mødtes løbende det følgende år, når den kvindelige ansøger var på vej til skole ad en vej, som gik forbi den mandlige ansøgers arbejde. De blev glade for hinanden, og den mandlige ansøgers familie bad derfor den kvindelige ansøgers familie om den kvindelige ansøgers hånd i 2012. Den kvindelige ansøgers far oplyste, at han først ville rådføre sig med sin bror, inden han gav et svar. Den mandlige ansøgers familie fik efter en til to uger besked om, at den kvindelige ansøgers farbror ikke ville gå med til giftermålet, dels fordi den mandlige ansøgers familie havde et dårligt ry efter kidnapningen af den mandlige ansøgers søster flere år tidligere, dels fordi den kvindelige ansøgers farbror ønskede, at hun skulle giftes med hans egen søn [D]. En måned senere kom den mandlige ansøgers familie igen for at spørge, om den kvindelige ansøgers familie havde skiftet mening. Denne gang var den kvindelige ansøgers farbror til stede, og han sagde, at den kvindelige ansøger skulle giftes med hans søn [D], og at den mandlige ansøgers familie ikke skulle komme tilbage. Ansøgerne fortsatte med at se hinanden, når den kvindelige ansøger var på vej til skole. Den mandlige ansøger foreslog, at de kunne flygte sammen, men den kvindelige ansøger var i tvivl. Parret fortsatte dog med at mødes. En dag kom den kvindelige ansøger hen til den mandlige ansøger og sagde, at hun havde ændret mening, idet hendes familie havde aftalt en forlovelsesfest mellem hende og hendes fætter [D]. Den kvindelige ansøger var derfor blevet klar over, at hendes familie mente ægteskabet alvorligt, hvilket hun ikke tidligere havde troet. Parret aftalte at flygte. En til to uger senere mødtes de i nærheden af den kvindelige ansøgers skole, hvorefter de tog til en bazar og videre til den mandlige ansøgers moster i Kabul. Cirka tre dage senere blev parret viet af en mullah, der kom hjem til mosteren. En aften modtog den mandlige ansøgers moster et opkald fra den mandlige ansøgers mors morbror, som advarede dem om, at den kvindelige ansøgers farbror vidste, at parret befandt sig i Kabul, og at han var på vej. Ansøgerne udrejste derefter til Iran i [foråret] 2013, hvor de opholdt sig i omkring to et halvt år, inden de rejste videre mod Danmark. Efter ansøgernes udrejse rejste den kvindelige ansøgers forældre, to brødre og søster til [et andet europisk land], fordi de fik problemer med den kvindelige ansøgers farbror, efter at hun stak af. Farbroren ville have, at den kvindelige ansøgers lillesøster blev gift med [D] i stedet for den kvindelige ansøger. Flygtningenævnet kan i det væsentlige, trods en række mindre divergenser, lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv i relation til den kvindelige ansøgers farbror til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerne måtte flygte for at undgå, at den kvindelige ansøger blev tvangsgift med sin fætter [D], og at den kvindelige ansøgers farbror [C] og hendes fætter [D] har truet med at dræbe ansøgerne og har opsøgt dem hos den mandlige ansøgers moster i Kabul. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet ikke at kunne tilsidesætte ansøgernes forklaring om, at de risikerer at blive dræbt af den kvindelige ansøgers farbror og fætter, hvorfor farbrorens og fætterens trussel mod ansøgerne må anses for at være reel. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at ansøgerne er efterstræbt af myndighederne som følge af deres flugt på grund af farbrorens tidligere stilling som kommandant eller som følge af farbrorens søns stilling som lokalkommandant. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgernes frygt for Taliban har en sådan karakter, at den i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne ikke har haft en konkret konflikt med Taliban, men frygter Taliban alene som følge af, at de er shia muslimer. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” afgh/2019/58/snd
