Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashtun og sunni muslim fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fasters svigerindes familie, sin faster nære familie og sin egen far og farbror, idet de vil slå ham ihjel. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter Taleban, idet de også vil slå ham ihjel. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, idet de vil fængsle ansøgeren og udøve fysiske overgreb mod ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i begyndelsen af 2016 besluttede at besøge sin faster. Det var dog kun fasterens svigerinde, [R], der viste sig at være på bopælen. Hun inviterede ansøgeren indenfor til te. [R] forsøgte efterfølgende at indlede samleje med ansøgeren, idet hun ønskede et barn. Ansøgeren modsatte sig dette, hvorefter hun truede ham med at anmelde ham for voldtægt. Samtidig kom [R]s ægtefælle, [N], hjem fra bøn i den lokale moské. Da han så ansøgeren og [R], der havde taget noget af sit tøj af, sparkede og slog han ansøgeren. Ansøgeren skubbede [N] til side og flygtede væk fra bopælen. Under flugten hørte ansøgeren den lokale imam kundgøre, at ansøgeren skulle stenes, idet han havde voldtaget [R]. Ansøgeren skjulte sig derefter under en mindre bro, idet han ikke turde tage hjem. I den forbindelse besluttede ansøgeren sig for at udrejse af Afghanistan. Han sneg sig om bord på en lastbil, som transporterede ham til Herat, hvor han hævede sine sparepenge. Herefter udrejste han illegalt via Nimrouz til Pakistan, hvorfra han tog mod Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgerens forklaring om, at hans fætters ægtefælle forsøgte at tvinge ham til et seksuelt forhold i hendes eget hjem, der samtidig efter det oplyste var bopæl for i hvert fald 10 til 12 andre personer, og under omstændigheder, hvor hun måtte forudse risikoen for, at hendes ægtefælle kunne komme hjem efter fredagsbønnen, må således betegnes som usandsynlig. Det forekommer ligeledes usandsynligt, at hendes ægtefælle, ansøgerens fætter, efter at være kommet hjem og have fået at vide, at ansøgeren havde forsøgt at voldtage ægtefællen, forfulgte ansøgeren kortvarigt og derefter skyndte sig til den lokale moské, hvor han i løbet af få minutter formåede at overbevise den lokale imam om, at ansøgeren havde voldtaget hans ægtefælle. Det er endvidere påfaldende, at ansøgeren ifølge sin forklaring i adskillige timer derefter skjulte sig i et kloakrør, uden at han forsøgte at kontakte sin egen familie. Tværtimod smed han sin mobiltelefon væk, selvom han blot kunne have slukket den. Det forekommer i særlig grad usandsynligt, at ansøgeren end ikke ønskede at prøve at forklare sig for sin nærmeste familie, der efter det oplyste både omfatter ægtefælle samt hans far og farbror. Flygtningenævnet finder yderligere at ansøgerens forklaring om omstændighederne ved hans udrejse er usandsynlig. Ansøgeren har forklaret, at han midt om natten direkte fra sit skjulested tilfældigt formåede at komme med en dyretransport, der derefter kørte en strækning på mere end 700 kilometer til Herat, hvorefter ansøgeren dagen efter formåede at hæve 14.500 USD i banken og forlod Afghanistan fortsat uden overhovedet at have kontaktet sin familie. Beløbet var efter det af ansøgeren forklarede indsat på hans egen konto, men pengene tilhørte både ham og hans far. Endelig er det påfaldende, at ansøgeren efter flere år i Danmark efter sin egen forklaring ikke har haft kontakt til sin familie. Ovenstående må også ses i lyset af, at ansøgerens generelle troværdighed af andre årsager må betragtes som i væsentlig grad svækket. Ved asylsamtale [af efteråret] 2017 forklarede ansøgeren, at landsbyen som han kom fra bestod af omkring 130 familier, hvilket svarede til omkring 800 personer. Han forklarede endvidere, at man grundet landsbyens størrelse kendte alle af udseende. I hans advokats indlæg til Flygtningenævnet og ved hans forklaring i Flygtningenævnet har han imidlertid oplyst, at landsbyen var væsentlig større. Oplysningerne om, at landsbyen var større, fremkommer efter at Udlændingestyrelsen har gjort gældende, at ansøgeren har talt usandt om sit kendskab til en anden ansøger, [A]. Der er således tale om en udbyggende forklaring. På den baggrund er Flygtningenævnet enig med Udlændingestyrelsen i, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han hævder ikke at have kendt [A]. Ansøger er ansat hos [A]s eneste familiemedlem i Danmark, de pågældende er indrejst i Grækenland på samme sted (Chios) og samme dag og de har endvidere efter deres forklaringer haft butik i samme bazar. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse..” afgh/2019/56/mme
